Om mig

Jeg hedder Danielle Hesselholm og bor i det Sdr. Jydske sammen med min mand og 2 børn. Jeg blev i 2007 færdig med min uddannelse til lærer på Ribe Seminarium. Tidligere er jeg uddannet Landmand.

Min interesse for highland ponyer blev vakt, da jeg mødte Callie første gang. Den historie kan I læse herunder.

Billedet er fra 2004, hvor Callie og jeg var til Highland Pony Show i Tyskland

Et møde med Highland Ponyen

I 1997 var jeg ½ år i Skotland. Det var i forbindelse, med min uddannelse til landmand. Naboen til den gård, hvor jeg arbejdede, hed Teresa og havde heste. Derfor tog det heller ikke langt tid før, jeg havde været oppe for at præsentere mig selv. Dejligt var det, da hun faktisk manglede en at ride sammen med.

På vores første tur lod jeg Teresa tage varmblodshesten og nøjedes derfor selv med ponyen. Jeg havde jo den mening, at jeg ikke skulle mase på for at tage den bedste hest på ejendommen, når nu jeg var gæst. Med til historien hører, at jeg indtil dette øjeblik, havde redet mest på store heste, som jeg gerne stillede op til stævner i både dressur, spring og millitary. Det var først meget senere, at jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk havde ”nøjedes” med den bedste hest på ejendommen.

Callie, som ponyen blev kaldt, var en drøm at ride. Teresa mente, at jeg var noget bedre til dressur end hende selv, så når jeg nu var der alligevel, så kunne jeg ligeså godt arbejde med Callie i mellemtiden. Jeg selv fattede ikke en meter, for jeg har aldrig været nogen ørn til dressur, men kunne godt se, at jeg kunne få Callie til nogle ting, som aldrig var lykkedes med de tidligere heste, jeg havde redet. Selvom Callie ikke var fysisk i stand til at lave fx en rigtig flot fri trav, kunne jeg mærke, at hesten prøvede af alle kræfter på at gøre mig tilfreds. Denne arbejdsiver har jeg aldrig tidligere mødt hos en hest. Senere fandt jeg ud af, at det er en typisk adfærd for en Highland Pony.

Highland Pony show i Skotland

Da jeg havde været der i en måneds tid, havde Teresa meldt sig til et Highland Pony show i det sydlige Skotland og hun spurgte om jeg ville vise Callie frem i dressur, spring og cross country. Selvfølgelig ville jeg det, men ugen før, at vi skulle af sted, faldt Teresa af varmblodshesten og brækkede armen. Det blev hurtigt besluttet, at jeg så skulle ride Callie til selve showet også. Det havde jeg alligevel nogle skrupler med, for jeg anede ikke, hvad det gik ud på.

Dagen kom og Callie og jeg blev sendt i ringen med instrukser på, bare at gøre som de andre gjorde. Jeg fik at vide, at man først red på en stor volte efter hinanden og skulle vise hesten i skridt, trav og galop, derefter skriftede man volten og det hele blev gentaget. Derpå blev der lavet en foreløbig placering, hvorpå man enkeltvis skulle fremvise hesten i et lille frivilligt program. Mit spørgsmål med, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev placeret først, blev straks fejet af med: "det bliver du ikke, for der er én med, som lige har vundet "Royal Highland Showet"", så jeg skulle blot gøre det samme som hun gjorde når hun red.

Jeg blev noget bleg, da vi blev placeret på fløjen og fandt hurtigt på et par volter, en slange gang, fri trav og fri galop. Noget overrasket blev jeg også, da vi vandt klassen, men det var ingenting i forhold til dommeren, da han fandt ud af, at jeg en måned tidligere ikke anede, hvad en Highland Pony var.

Da jeg tog af sted fra Skotland, sagde jeg til Teresa, at hvis hun nogensinde blev træt af Callie, så ville jeg komme og hente hende. Det sluttede jeg i øvrigt også alle mine breve af med siden hen.

Hjemme igen

Vel hjemme i DK igen, havde jeg meldt mig til et kursus i kørsel med heste. Det var Ole Mathiesen (OM- spring), der stod for det. Da han læssede sine heste af, blev han meget overrasket over, at jeg kunne se, at det var Highland Ponyer. På det tidspunkt var der nemlig kun Ole´s 2 vallakker + 1 vallak mere i DK. Ved at spørge til hvad han havde givet for, at få dem herover, kunne jeg nok regne ud, at der ville gå mange år, før jeg selv havde råd til at få en. Kursuset gjorde dog, at jeg blev sikker i min beslutning om, at jeg på et tidspunkt skulle være ponyejer og ikke satse på en varmblod.

Den første Highland Pony hoppe til Danmark

Foråret 2000 kom, der et brev fra Teresa som slog benene helt væk under mig. I brevet fortalte hun, at hun nu var røget af hesten og havde brækket armen igen og efter som hun var den eneste i familien, der tjente penge, turde hun ikke ride mere. Hun kunne ikke bære, at skulle sælge Callie og synes det var synd bare at lade hende gå og lave ingenting. Derfor ville hun vide om jeg mente, hvad jeg havde sagt, for hun kunne huske, at Callie og jeg havde haft et specielt forhold.

Jeg var godt klar over, at Callie´s stambog var rigtig god, så jeg var næsten sikker på, at jeg ikke havde råd til at købe hende, men jeg ringede selvfølgelig til Teresa for at høre mere om, hvad hun havde tænkt sig.

Hvis jeg var interesseret kunne jeg få Callie til låns så længe jeg ville, den eneste betingelse var at, hvis jeg ikke ville have hende mere, skulle hun tilbage til Teresa. Tror da nok, at jeg var interesseret. Teresa fik Callie sat i fol og efter en positiv scanning tog jeg over for at hente hende. Føllet, der kom, var Amy, som jeg desværre måtte sælge for at få råd til en hingst.

Forsiden